På Samsø er man gået nye veje for at sikre lokal tandpleje til øboerne. Kommunen har købt øens tandklinik og udlejer den til tandlæge Kristian Kirkevang. Alle parter er enige om, at det er en win-win-model, som er oplagt til yderområder, hvor det kan være vanskeligt at tiltrække tandlæger.

Men da kommunen havde udliciteret børnetandplejen til øens private tandklinik for seks år siden, var der dels en kommunal opgave, der skulle løses – dels vurderede man, at det ville være uhensigtsmæssigt for både lokale virksomheder og øboerne selv, hvis de skulle rejse til fastlandet, hver gang de skulle til tandlæge.
Resultatet blev derfor en alternativ løsning: Kommunen besluttede at fjerne risikoen for en ny tandlæge ved selv at købe klinikken for 3 mio. kr. inklusive inventar, men eksklusive goodwill. Og modellen gav pote. For selvom kommunen afsatte hele 2009 til at finde en ny tandlæge, kom der hurtigt otte interesserede, og efter kun tre måneder skrev kommunen kontrakt med tandlæge Kristian Kirkevang.
– Vi ønskede at lave en model, der gjorde det mere fleksibelt at etablere sig et sted, der er mindre investeringssikkert end en større by. De fleste bliver glade for at bo her, men det er vigtigt for beslutningsprocessen, at der ikke er en livstidshorisont på beslutningen, fortæller Mette Løkke, der er erhvervs- og turistchef på Samsø.
God pris på goodwill overbeviste
Tandlæge Kristian Kirkevang forlader derfor nu sit hjem i Skanderborg hver onsdag morgen for at køre de 20 min. til færgelejet i Hou, hvor han tager den én time lange færgeoverfart til Samsø. Her tilbringer han to fulde dage, mens han resten af ugen er at finde på sin klinik i Skanderborg, som han har haft i 10 år.
– Der var ikke så mange betænkeligheder, når jeg ikke skulle købe klinikken. Jeg kunne blot fokusere på, om jeg var klar på de faglige udfordringer samt udfordringen i at bygge noget op. Med et rimelig godt tilbud på klinikkens goodwill var jeg overbevist, fortæller tandlæge Kristian Kirkevang.
De faglige udfordringer skorter det i hvert fald ikke på. Tandklinikken har nemlig et patientgrundlag på ca. 2.000 voksne og ca. 700 børn, og ifølge Kristian Kirkevang har han gennem de første tre måneder haft 1.500 forskellige ansigter i stolen. Der bliver derfor løbet stærkt, når han er på klinikken på Samsø, der sammenlagt har to heltidstandlægestillinger og i alt seks ansatte. De mange patienter i Kristian Kirkevangs stol er, ifølge erhvervs- og turistchefen, også et udtryk for, at øboerne har taget godt imod den nye tandlæge – også selvom han ikke bor på øen og heller ikke har planer om at flytte over.
– Som udgangspunkt ville vi have foretrukket en bosiddende tandlæge, men vi valgte Kristian pga. hans erfaring, og fordi vi følte os overbeviste om, at han kunne løfte opgaven. Folk har taget godt imod ham, og de er glade for den service, han tilbyder. Før vi fik en ny tandlæge, fik vi mange henvendelser fra folk, der var triste og urolige over udsigten til den manglende tandlægemulighed, husker Mette Løkke, der samtidig kalder løsningen for en fremtidssikret model.
Dobbeltejerskab er en mundfuld
Aftalen, som binder samarbejdet mellem kommunen og Kristian Kirkevang, er, ifølge de to parter, en standardlejekontrakt med en inventarliste, som tandlægen har vedligeholdelsespligt over for. Alt nyt inventar skal Kristian Kirkevang selv investere i, men da klinikken fik nye lokaler for fem år siden, har de investeringer været små.
Kristian Kirkevang er da også glad for sin beslutning om at varetage øboernes tandpleje, selvom der også er udfordringer, der skal imødekommes.
– Vekselvirkningen mellem klinikken i Skanderborg og klinikken på Samsø giver luft. Jeg ser både andre mennesker og omgivelser de to dage om ugen. Det har naturligvis medført mere administration, og jeg må erkende, det er en mundfuld, siger Kristian Kirkevang, der derfor også planlægger, at medarbejderstaben på klinikken på Samsø skal vokse med en eller to tandlæger i løbet af 2010.
Har du lyst til at kommentere denne artikel, så skriv her.
|
Seneste bladTandlægebladet nr. 10
|



Find det du leder efter med et søgeord og en kategori.