ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Detaljen:

Mirakelmager

Tekst: Kim Andreasen / Foto: Thomas Nielsen

Den er kun på størrelse med en mandel. Den lille elektrode med indbygget stimulator. Men når den bliver indopereret ved ganglion sphenopalatinum, et nervebundt lige bagved overkæben under øjet, gør den en kæmpe forskel for patienter med Hortons hovedpine.

Siden 2011 har godt 500 patienter i Europa, heraf 150 patienter i Danmark med Hortons hovedpine eller svær migræne, fået foretaget indgrebet på Rigshospitalets Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik. Når de stærke smerter begynder, kan patienterne tænde for stimulatoren ved at sætte et aggregat, der ligner en mobiltelefon, op mod kinden. Det stimulerer det nervebundt, der har betydning for symptomerne ved Hortons hovedpine. På den måde opnår op imod hver tredje patient at blive næsten smertefri. En stor del får markant færre af de stærke smerter, patienterne beskriver som at få en kniv stukket ind i øjenhulen. Det er smerter, som kan være så invaliderende, at det er svært at passe et arbejde, have et socialt liv og tage sig af sine børn.

Desværre har Rigshospitalet i de seneste to år ikke kunnet foretage indgrebet. Det amerikanske firma, som producerer stimulatoren, har på grund af en procedurefejl ikke fået fornyet den europæiske CE-godkendelse, fortæller kæbekirurg Jørgen Rostgaard. Han er den kirurg i verden, der har udført flest indgreb på patienter med Hortons hovedpine. Der arbejdes aktuelt på en fornyet godkendelse.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE