ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Styrelsen for Patientsikkerhed:

Forbered jer på tilsyn i 2022

Styrelsen for Patientsikkerhed vil udtrække 50 tandklinikker i privat og kommunal regi samt 25 kæbekirurgiske klinikker og afdelinger til et risikobaseret tilsyn i 2022. 

Tekst: Anne Burlund

De risikobaserede tilsyn bliver nu genoptaget. Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed. Og ifølge styrelsen vil 50 klinikker i privat og kommunal regi samt 25 kæbekirurgiske klinikker og afdelinger få et risikobaseret tilsyn i år.

– Vi ser frem til igen at komme på tilsyn og møde tandlægerne. Erfaringerne fra sidste gang, vi førte planlagte tilsyn, er, at der generelt er et højt niveau af patientsikkerhed, og at tandlægerne er velforberedte, når vi kommer på tilsyn, siger Lone Lind Pedersen, sektionsleder i STPS.

De seneste risikobaserede tilsyn var i 2018, hvor STPS gennemførte 111 tilsyn. Dengang havde styrelsen ros til landets tandklinikker og vurderede, at patientsikkerheden generelt er høj, og at de relevante læringsmaterialer bliver brugt. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at klinikkerne bliver udvalgt tilfældigt og trækkes ud kvartalsvis. Hvis en udtrukket klinik har haft et planlagt tilsyn uden bemærkninger inden for de seneste to år, bliver den dog fravalgt. Styrelsen varsler de planlagte tilsyn 6-8 uger inden besøget, mens reaktive tilsyn typisk bliver varslet ca. 14 dage før.

Sæt jer ind i målepunkterne 
De planlagte tilsyn tager udgangspunkt i de nuværende målepunkter for tandklinikker. – Det vil være hensigtsmæssigt for klinikkerne at sætte sig ind i målepunkterne for tandklinikker forud for tilsynet. Alle tidligere tilsynsrapporter er også tilgængelige på styrelsens hjemmeside, og dem kan man med fordel også bruge i sin forberedelse af tilsynet, forklarer Lone Lind Pedersen.

Også formand i Tandlægeforeningen, Susanne Kleist, opfordrer til, at klinikker og afdelinger forbereder sig godt inden et tilsyn:

– Kontakt Tandlægeforeningens sundhedsfaglige rådgivning, hvis du er det mindste i tvivl om, hvad du skal gøre i forbindelse med et tilsyn. Så bliver du ringet op og får tilbudt en gennemgang af målepunkterne. Det er en stor hjælp at have talt tingene igennem inden selve tilsynet, og besøget vil virke meget mere overskueligt, siger Susanne Kleist.

Risikobaserede tilsyn

  • Styrelsen for Patientsikkerhed fører sundhedsfagligt tilsyn med alle former for behandlingssteder og autoriserede sundhedspersoner.
  • Formålet med det sundhedsfaglige tilsyn er at vurdere patientsikkerheden og understøtte læring på behandlingsstederne. De omtalte tilsynsbesøg er organisatoriske, hvilket betyder, at det ikke er de enkelte sundhedspersoner, der føres tilsyn med, men behandlingsstederne. 

 

    ANNONCE
    ANNONCE
    ANNONCE