ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Faglig leder: Fire artikler for klinikeren

Faglig leder Dato: 21.06.2012

I dette nummer af Tandlægebladet bringes to original artikler og to sekundærartikler. De to første artikler: ”Mikrodonti og hypodonti efter kemoterapi af børn” og ”Klyngehovedpine (Hortons hovedpine) – karakteristik og fællestræk med tandsmerter” publiceres således for første gang, mens de to sidste artikler: ”Cariesprævalensen hos
danske børn født vaginalt og med kejsersnit” og ”Periapikal og endodontisk status i det permanente tandsæt hos patienter med hypofosfatæmisk rakitis” tidligere har været publiceret i internationale tidsskrifter. Tre af artiklerne har betydning for diagnostik, behandlingsplanlægning af behandling, mens den fjerde vedrørende cariesprævalensen hos små børn i relation til fødselsmetode ikke medfører konsekvenser for klinikken, da der ikke observeres signifikante sammenhænge; der kræves dog yderligere data, før det eventuelt kan konkluderes, om cariestilfældene er sværere hos børn født med kejsersnit sammenlignet med børn født vaginalt.

Overlevelsesraterne efter kemoterapi af cancer i børneårene er blevet meget forbedret. Dette betyder øget forekomst af senfølger, som vi møder i klinikken, bl.a. med påvirkning af tandsættet fx i form af mikrodonti og hypodonti. Det er derfor vigtigt, at tandlægen har kendskab til eventuelle langtidsskader med henblik på information af forældre samt i forhold til diagnostik og behandlingsplanlægning.

Smerterne ved klyngehovedpine er meget voldsomme. Patienter opfatter dem ofte som tandsmerter, hvorfor de undertiden henvender sig til tandlægen med ønske om tandbehandling for at lindre smerterne. Her er det vigtigt at være klar over, at klyngehovedpine ikke udgår fra tænder, men er smerter, som skal behandles i lægeligt/neurologisk regi. Tandlægen skal således kunne skelne mellem klyngehovedpine og tandsmerter. Da sygdommen kan optræde både hos børn og voksne, har artiklen relevans for såvel børne-ungdoms-tandplejen som voksentandplejen.

Den sidste artikel i dette nummer har fokus på patienter med hypofosfatæmisk rakitis, der er en sjælden arvelig sygdom.

Sygdommen er dog karakteriseret ved, at der spontant kan opstå apikal parodontitis.

Typisk bliver flere og flere tænder afficerede med alderen. På sådanne patienter kan der således være et betydeligt endodontisk behandlingsbehov. Artiklen henvender sig både til tandlæger i børne-ungdoms-tandplejen og i voksentandplejen.

Redaktionen håber, at de fire artikler i dette nummer har interesse for hele Tandlægebladets læserkreds.

God fornøjelse med læsningen.

Nils-Erik Fiehn,
ansvarshavende og faglig-videnskabelig redaktør, Tandlægebladet