ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Protetiske implantatbehandlinger:

De syv hyppigste komplikationer, du skal holde øje med

Guiden giver dig et overblik over komplikationer, som kan forekomme i forbindelse med protetiske implantatbehandlinger, hvad du kan gøre for at løse problemet, og forslag til, hvordan man kan forebygge, at komplikationerne opstår.

Tekst: BEARBEJDET AF TANDLÆGE, JOHN ORLOFF, ADVANCED DIPLOMA IN IMPLANT DENTISTRY, ROYAL COLLEGE OF SURGEONS, LONDON, TANDLÆGE, ADAM GADE ELLESØE, DIPLOMA IN IMPLANT DENTISTRY, ROYAL COLLEGE OF SURGEONS, LONDON, MSC IN IMPLANT DENTISTRY, URJC, MADRID OG KIM ANDR

Denne guide giver en oversigt over syv af de hyppigste tekniske komplikationer, samt forslag til hvordan man kan forebygge og eventuelt udbedre komplikationerne. Hvis der opstår komplikationer, er det vigtigt at finde årsagen og ikke blot ukritisk påbegynde behandling. Dokumentér evt. med røntgenoptagelse, scanning, klinisk foto og udførlig beskrivelse samt konklusion og prognose i patientens journal. 

1. Keramik chip-off og akryl/komposit fraktur 

Chipping på enkelttandskonstruktioner og små broer ses både på konventionelle tandbårne konstruktioner og på implantater, dog med tre gange øget hyppighed på implantatkonstruktioner. 

Årsagen er typisk at den pålagte keramik ikke er understøttet tilstrækkelig af metal- eller zirkoniastellet og således frakturerer under funktion. Der skal være fysisk retension, da de nuværende kemiske forbehandlinger ikke yder tilstrækkelig bindingsstyrke. Risikoen er naturligvis forbundet med den belastning, der påføres konstruktionen som bruksisme, uvaner og patientens fysik. 

Skruede løsninger kan nemt afmonteres og nyt keramik kan i laboratoriet påbrændes, dog med risiko for bobler af keramikken grundet vandoptagelse. I disse tilfælde må helt ny keramik pålægges. Hvis en reparation foretages, skal der tages hånd om den efterfølgende belastning i munden, således at komplikationen ikke reproduceres. Ved den cementerede løsning kan man forsøge at fjerne kronen/broen enten ved adskillelse i munden eller ved at bore et hul gennem kronen og udføre samme reparation som ovenstående. Kan kronen/broen ikke fjernes in toto, må en ny konstruktion fremstilles. Den nye teknologi med fuldfræsede (monolitiske) kroner/broer i zirkonia forhindrer i høj grad frakturer, men medfører samtidig en øget belastning på antagonisterne, hvilket skal tages med i behandlingsplanlægningen. 

Chipping af fortænder kan også skyldes, at der ikke er skabt nok plads til underkæbens frie bevægelse. Der er flere ”skoler” indenfor okklusion og funktion, men vigtigt er, at patienten har ”freedom in centric” – altså plads til bevægelse fra RKP til IP samt en let protrusions frihed. Om der skal være ”anterior guidance”, ”group function” eller ” ballanced occlusion” er der ikke konsensus om. Antagonister, parodontal status og bruksisme skal altid medinddrages i behandlingsplanlægningen. 

Ved fuldbroer skal man huske, at patienten ikke har sin fulde proprioceptive feed back og dermed en anden okklusions fornemmelse end patienter med naturlige tænder. Derfor ses de hyppigere chippings. 

En delvis forebyggelse kan være at udstyre patienterne med en bidskinne. 

En metode til at minimere komplikationerne ved en reparation er at fremstille enkeltkroner på et fuldt metalstel. For hver enkelt tand fremstillesen præparation, og med en 12-leddet bro fremstilles således 12 individuelle kroner. Der cementeres fast på brostellet. Chipping af en tand medfører således kun udskiftning af en enkelt krone. Broen forbliver i munden, og der tages aftryk til en ny krone. 

2. Løsning af skruer 

Årsagen kan være, at der ikke er brugt originale skruer. Det kan ske, at en forkert skrue (ikke original) bruges på trods af farvekodning eller lignende. En simpel måde at sikre sig det rette valg af skrue er altid at tage skruen direkte fra originalpakningen fra fabrikanten. Bed tandteknikeren om at levere skruerne i en uåbnet originalpakning, således at det ikke er laboratorieskruen, der benyttes. 

Det af producenten angivne moment (Ncm) gælder kun for originalskruer, og der skal være tørt og rent i skruehullet. Spændingen er bl.a. tilpasset efter rene overflader, skruehovedets form og skruens materialesammensætning. Fx har visse producenter udformet sine skruer, så at samme anbefalede moment (Ncm) gælder for fæstning af alle skruer uanset skruens og implantatets dimensioner. 

Det er essentielt at overholde det anbefalede moment, idet det er præcist med dette moment, at skruen har sin maksimale brudstyrke. Skruehovedets kærv har forskellige vinkler på koniciteten. Jo mere konisk, desto mindre kraft fordeles ned i implantatet ved fastskruningen, dette kan også være tilfældet med skruer til vinklede skruetrækkere. 

Det er vigtigt, at implantatet er rent, og der ikke er væv, der kommer i klemme, således at skruen kan gå helt på plads. En suprastruktur, der passer dårligt, betyder øget risiko for, at skruerne løsner sig ved mikrobevægelser. Løsnede skruer kan også forårsages af ugunstige belastninger i form af overdimensionerede ekstensionsled, stejle cuspides, dårlig okklusions og artikulations tilpasning m.v.

3. Frakturerede og løse skruer i implantatbroer 

Inden skruer frakturerer, har patienten ofte kunnet mærke, at implantatbroen er løs. En meget løs bro har ofte en eller flere knækkede skruer, som så sidder i enten abutmentet eller i implantatet afhængigt af, hvordan broløsningen er konstrueret. De fleste skruer kan skrues ud med skruetrækkeren eller en skarp sonde. Kan skruen ikke skrues ud af abutmentet, kan man fjerne skruehovedet med et metalbor, så slipper broen og resten er oftest let at skrue ud. 

4. Frakturerede og løse skruer på implantatniveau 

Implantatskruer er ofte større end abutmentskruer, og derfor har man flere muligheder for at fjerne dem. Først kan man forsøge at dreje dem ud med skruetrækkeren eller en skarp sonde. Dette lykkes ofte, men hvis det ikke gør, kan man forsøge med ultralyd, men her skal man være forsigtig, så man ikke skader skruegangene. En løsnet abutmentskrue skal altid behandles. I en enkelttandskonstruktion er det ikke til at overse, da kronen går løs, men i en brokonstruktion kan det være mere besværligt. 

Lugt fra abutment, inflammation omkring et enkelt implantat eller en ”skæv” skrue på et røntgenbillede kan være indikationer på en løsnet skrue. 

I visse tilfælde kan det være abutmentet, der er fraktureret – ofte i niveau med kraven på implantatet. 

En anden udvej er at henvise til specialister i implantatkomplikationer. 

Det er vigtigt at benytte den originale skruetrækker, da man kan risikere at ødelægge kærven.

Fx findes der skruetrækkere med dimension på 1,25, 1,26 og 1,30 mm fra forskellige fabrikanter og benyttelse af en forkert dimension kan være fatal. 

5. Fraktur af brostel 

Et brostel i metal frakturerer sjældent, men sker dette, skyldes det oftest dårlig dimensionering. Det kan også skyldes en tandteknisk fejl eller en støbefejl. Co-Cr-legeringer er dobbelt så stærke som både titanium grad 4 og de fleste guldlegeringer. 

Fræset skelet i metaller er stærkere end et støbt skelet, da støbefejl er væsentlig sjældnere i industri støbninger. 

6. Tab af dækfyldning 

Ovenover skruen sidder ofte en kompositfyldning. Den kan mistes. Årsagen er ofte manglende retention på de glatte vægge i skruebrønden eller at fyldningen er for overfladisk. Retentionen er næsten kun mekanisk, da komposit binder dårligt til både akryl, metal og porcelæn. Hvis skruen er tilgængelig, kan man tjekke skruen mht. moment. Der bores lidt i væggen med et lille rundt diamantbor for at skabe mere retention og hullet fyldes op med teflon tape til 2-3 mm under okklusalfladen. Derefter laver man en ny kompositfyldning, som ikke må være for høj. 

7. Alveolær vækst 

Gennem hele livet sker der en alveolær remodellering. Dette betyder, at ankylotiske tænder og implantater ikke følger med remodelleringen. Selv tandbårne broer følger ikke altid med i den alveolære remodellering. En enkelt implantatkrone kan således komme til at se kort ud. Her er det ofte en mulighed at lave en ny og længere krone, hvis patienten er generet af længdeforskellen mellem implantatkronen og de andre tænder. Er patienten generet af forskellen i gingivaniveau, kan ortodontisk intrusion, kroneforlængelse eller gingiva plastik komme på tale.

Sådan kan du undgå de fleste komplikationer ved implantatbehandling

  • Selektér patienterne og afstå fra implantatbehandling, hvis prognosen er dårlig.
  • Læg en sufficient behandlingsplan baseret på adækvate undersøgelser lokalt og generelt. 
  • Ved kobling af flere implantater skal spændinger undgås. Benyt uniabutments eller cemenetering på individuelle abutments med overgangen til broen tæt på margo gingiva, således at cementoverskud nemt kan fjernes. 

  • Minimér eller undgå brugen af ekstensionsled. 

  • Følg fabrikantens rekommandationer om skruer og spændingsmomenter. 

  • Forbind tilstødende implantatkroner hvis patienten har lange kliniske kroner. 

  • Sørg for perfekt pasform og tilpasning. 

  • Undgå keramiske abutments i sideregionen og på smalle implantater. 

  • Sørg for at konstruktionen kan renholdes af patienten. 

  • Risiko for mucositis og periimplantitis minimeres ved at hjælpe patienten til en god mundhygiejne.

  • Ved større konstruktioner anbefales en bidskinne. 

    Aftal også med tandteknikeren, at implantatkronerne/broerne skal være så smalle som muligt (facialt-lingvalt), at der helst ikke skal være stejle cuspides eller dybe fissurer og helst ingen ekstensioner.

 

Kilder:

Ekenbëck J. Implantatkomplikationer, afstand protetiske. Internetodontologi.se

 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE