ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Bissekøbing har vendt udviklingen

På bare fem år er børnene i Guldborgsund gået fra at have nogle af landets dårligste tænder til at komme på niveau med resten af landet. En massiv satsning på at forbedre tandsundheden for kommunens børn helt ned til vuggestuealderen bærer nu frugt og viser, at forebyggelse kan nytte i områder med stor ulighed i tandsundhed.

I 2015 besluttede politikerne i Guldborgsund Kommune at intensivere den forebyggende indsats for børnene ved at fokusere på tandbørstning og undervisning i god tandsundhed
Tekst: Kim Andreasen / Foto: Lizette Kabré

Børnene fra børnehaven Nordstjernen står med hinanden i hænderne to og to og venter foran kælderdøren ind til den kommunale tandpleje i Guldborgsund Kommune. Den ene af de to pædagoger banker på. Projektleder Pia Glud og klinikassistenterne Heidi Plovdahl og Tamara Kjær – alle fra den kommunale tandpleje – lukker døren op og byder børnene indenfor. Børnene myldrer ind og hænger deres overtøj på de små knager og tager igen hinanden i hænderne for at gå op ad trappen. 

Her er billeder af dyr på væggen. Et sted kommer en lille ugle ud af en kasse. Fra små højtalere lyder fuglekvidder og andre dyrelyde, og Pia Glud, Heidi Plovdahl og Tamara Kjær fortæller små historier for børnene på vej op ad trappen.

På 2. sal i det ældre, men moderniserede hus er der indrettet to klinikrum specielt til de små børn. Stolene er i børnestørrelse. Der er kunstige tandsæt, som børnene kan prøve at børste tænder på. Tænder af gips, der kan bores i – og ikke mindst en skærm, som viser film med Gurli Gris, som fortæller børnene om sunde vaner, og at det slet ikke er farligt at være hos tandlægen.

Samtidig med at børnene ser film og lærer at børste tænder, så får de skiftevis en forebyggende undersøgelse i klinikværelset ved siden af. Den ene pædagog tager fire af børnene med ind til tandlægen, som sidder klar til at tjekke deres tænder. Den ene af drengene springer uden tøven op i stolen, mens de tre andre lige skal samle mod til at få det skarpe lys i øjnene, og en omgang med tandbørsten og den særlige fluorholdige lak

Jeg er sikker på, at Bissekøbing og de andre initiativer for de helt små børn kommer til at gøre en stor forskel

Henning tønning, overtandlæge, guldborgsund kommune

På niveau med resten af landet
Vi befinder os i Bissekøbing – Guldborgsund kommunale tandplejes nyindrettede afdeling for børnehavebørn. Siden foråret 2021 har alle børn i kommunens daginstitutioner med faste mellemrum besøgt Bissekøbing for at få et forebyggende tandeftersyn

– Her undersøger vi børnenes tænder systematisk fra ca. treårsalderen. Det gør først og fremmest, at vi kan komme på forkant og opdage problemer hos børnene, før det udvikler sig til caries. Men en del af vores strategi er også, at vi får børnene til at føle sig trygge og velkomne hos tandlægen, siger overtandlæge i Guldborgsund Kommune, Henning Tønning.

Bissekøbing er kommunens seneste skud på stammen i den buket af forebyggende tiltag, man siden 2015 har initieret for at forbedre børnenes tandsundhed. Tiltag, som på fem år har bragt Guldborgsund fra en bundplacering blandt de kommuner, hvor børn har mest caries til at komme på niveau med landsgennemsnittet.

– Både for de femårige, de 12-årige og de 15-årige gælder, at andelen af cariesfrie er steget mere end landsgennemsnittet fra 2015 til 2019. Samtidig er andelen af de børn, der har seks eller flere tilfælde af caries – altså de virkeligt hårdt ramte – også faldet mere, end det gjorde på landsplan. Vi er meget stolte af, at vores indsats kan aflæses så tydeligt i tallene, siger overtandlæge i Guldborgsund Kommune, Henning Tønning, der dog tilføjer, at man hos gruppen af syvårige fortsat mangler at se en helt så markant forbedring af tandsundheden, som i de øvrige aldersgrupper.

– Men det skal nok komme i løbet af få år, siger Henning Tønning, der siden 2015 har været kommunens overtandlæge.

Ifølge ham indså kommunens politikere på det tidspunkt, hvor alvorligt problemet med tandsundheden var.

– Politikerne var overrasket over, at vi lå så langt under landsgennemsnittet på det tidspunkt. De besluttede sig derfor for at intensivere den forebyggende indsats for børnene. Nu skulle der fokuseres langt mere på tandbørstning og undervisning i god tandsundhed og mindre på behandling og boring. Den opgave fik jeg lov at kaste mig over, fortæller Henning Tønning.

Vi laver flere rodbehandlinger og trækker flere tænder ud end i andre dele af Danmark

henning tønning, overtandlæge, guldborgsund kommune

Femårige med seks huller
Den dårlige tandsundhed kan et langt stykke henad vejen forklares med de helt særlige udfordringer, tandplejen i kommunen på Lolland- Falster møder, siger overtandlægen.

– Indkomstgrundlaget hernede er lavere end i de fleste andre kommuner i Danmark. Det samme gælder uddannelsesniveauet. Vi har også mange rygere og et stort alkoholforbrug. Alle de faktorer kan aflæses i befolkningens generelle sundhed – og naturligvis også på tandsundheden. Blandt den voksne befolkning ser vi mere caries, mere plak og flere med tandkødsbetændelse.

Vi laver flere rodbehandlinger og trækker flere tænder ud end i andre dele af Danmark. Det smitter selvfølgelig af på mange af børnene, som kommer dårligt fra start med tandbørstning og mundhygiejne, siger Henning Tønning.

Pia Glud er projektleder for Bissekøbing og flere af de andre forebyggende initiativer, som Guldborgsund Kommune har sat i søen eller er i gang med at udvikle. Hun fortæller, at de i tandplejen ser børn helt ned til fem år med seks eller flere huller i tænderne. – Man kan ikke byde så små børn så omfattende en behandling. Så bliver de jo bange for at komme til tandlægen og forbinder det med smerte og ubehag. Det er dem, der dropper at gå til tandlæge som 18­årige – hvis ikke før, siger hun.

Forebyggende indsats blev tabt
Tidligere havde skolerne deres egne klinikker, men i 2011 centraliserede Guldborgsund Kommune – ligesom andre kommuner også har gjort – tandplejen i Nykøbing Falster. Det betød, at alle skoleelever skulle med bussen for at komme til et tandeftersyn, og at forældre måtte køre op til 30 km. for at få deres børn til tandbehandling.

– Centraliseringen har ført mange gode ting med sig. Vi har fået fantastiske faciliteter – bare se på Bissekøbing. Det er blevet lettere at rekruttere personale, og fagligheden er i top. Men desværre kan vi også konstatere, at når det tager en halv skoledag at komme til tandlægen, bliver turen sjældent gennemført. Bor man i kommunens yderområder og ikke har bil, kan det være svært at følge sin søn eller datter til tandlægen med offentlig transport – især når man som mange familier ikke har overskuddet eller ressourcerne, siger Henning Tønning.

Det betød, at tandplejen i perioden 2011 til 2015 så mange udeblivelser. Faktisk så mange, at man på et tidspunkt havde en tandlæge og en klinikassistent, som manglede opgaver svarende til en dag på en arbejdsuge.

– Udover, at det var spild af ressourcer, så tabte vi desværre noget af den forebyggende indsats på gulvet i den periode, fastslår Henning Tønning.

Tandbussens succes banede vejen
For ham var det nødvendigt at tage fat i tandplejen på skolerne først. Derfor foreslog man politikerne, at der blev investeret i en tandbus, som kunne køre rundt til skolerne og lave forebyggende tandpleje. Politikerne var med på idéen, og skolerne modtog bussen med armene i vejret.

Tandbussen har nu kørt rundt mellem kommunens skoler i godt fem år, og ifølge Henning Tønning viser den store fremgang i tandsundheden, at den har været alle pengene værd.

Bussens succes har også banet vejen for andre initiativer. I 2019 begyndte man at tage rundt til vuggestuer, børnehaver og dagplejen to gange årligt for at fluorpensle, guide både børn og personale i tandbørstning og opspore børn med caries og børn i risiko for caries. Som en naturlig forlængelse heraf er Bissekøbing opstået.

Tandplejen tager også på forebyggende besøg hjemme hos alle forældre til børn på seks måneder, og fx hvis et spædbarn udebliver fra tandkontrol flere gange.

– Vi underviser forældrene i bl.a. tandbørstning, hvordan en sut kan påvirke tandstillingen, og hvor meget sukker der kan være i læskedrikke og smoothies til små børn. Vi har en lille kuffert med informationsmateriale og en dukke med, som man kan børste tænder på, fortæller Pia Glud.

Vi underviser forældrene i bl.a. hvor meget sukker der kan være i læskedrikke og smoothies til små børn

pia glud, projektleder, guldborgsund kommune

Kontakt til forældrene
Hun siger, at hjemmebesøgene bliver godt modtaget. Forældrene er interesserede og sætter pris på, at der er nogen, der kan svare på deres spørgsmål og kerer sig om deres børn.

– Og faktisk kan vi ved hjemmebesøgene også få kontakt til forældrene, som for en dels vedkommende også har problemer med tandsundheden, siger Pia Glud og fortæller om et besøg hos en mor og hendes datter for nylig:

– Moderen har haft en tumor i hjernen som ung og har haft kræft to gange. Hun lider af angst og bulimi og har i flere år selvmedicineret sig med bl.a. hash og andet stofmisbrug. Hun har ikke meget overskud og har ikke selv været til tandlæge i mange år. Det første, hun siger til mig, er at jeg kun må se på hendes datters tænder, og at jeg under ingen omstændigheder må kigge på hendes tandsæt, som hun tydeligvis er flov over.

Men efter at have kigget på datterens tænder og vundet moderens tillid får Pia Glud lov til at se hendes tænder. Og det er slet ikke så slemt.

– Mest handler det om, at hun har tandsten. Hun græder og siger, at hun simpelthen ikke havde haft mod til at gå til tandlæge, fordi hun tænkte, at det var meget alvorligt. Men at hun nu godt tør, siger Pia Glud.

Målet er at blive blandt de bedste
Børnene fra Nordstjernen har nu både set tegnefilm med Gurli Gris og fået tænderne efterset. På vej ned ad trappen vinker de farvel til både Pia Glud, Heidi Plovdahl, Tamara Kjær og dyrene på væggen. Med sig hjem har de fået en pose med tandbørste, spejl, tandpasta og en lille bog om, hvad de har lavet hos tandlægen, som de kan vise til deres mor og far.

– Jeg er sikker på, at Bissekøbing og de andre initiativer for de helt små børn kommer til at gøre en stor forskel, så Guldborgsund i de kommende år ikke bare er på niveau med andre kommuner, men blandt de allerbedste, når det gælder børns tandsundhed. Børn i Guldborgsund har lige så meget ret til sunde tænder, som børn i Gentofte, slutter Henning Tønning.

 

 

 

 
 
 
ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE