ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Dansk forskningsnyt:

Bidkraften falder midlertidigt under behandling af lettere trangstilling

Ortodontisk behandling af lettere tilfælde af trangstilling er ikke forbundet med smerte eller permanente ændringer i bidkraft eller antal tandkontakter, viser en ny dansk undersøgelse.

Under ortodontisk behandling af moderate eller alvorlige tandstillingsfejl med fast apparatur sker der initialt en nivellering af tændernes position i de enkelte tandbuer, hvorved antallet af kontakter mellem de to kæber kan falde, og dermed reduceres bidkraften. I langt de fleste tilfælde bliver bidkraften imidlertid normaliseret eller endog forbedret efter endt behandling, men der kan også findes eksempler på permanent formindsket bidkraft. 

En del børn og unge ønsker ortodontisk behandling af lettere tilfælde af trangstilling i fortandsregionen på kosmetisk indikation, og ifølge en ny dansk undersøgelse er behandling af disse tilstande ikke forbundet med smerte eller permanente ændringer i bidkraft eller antal tandkontakter. 

I undersøgelsen indgik 27 unge patienter med en medianalder på 15,3 år

I undersøgelsen indgik 27 unge patienter med en medianalder på 15,3 år. Alle havde let trangstilling (≤ 5 mm) i fortandsregionen og i øvrigt neutral okklusion og normal kraniofacial morfologi. Alle blev behandlet med fast apparatur i begge kæber, og den gennemsnitlige behandlingstid var 15,8 måneder. Bidkraft, antal tandkontakter samt forekomst af smerte blev registreret inden behandlingen (T0), efter indsættelse af apparaturet (T1), under behandlingen (T2), efter behandlingen (T3) samt i retentionsfasen (T4). 

Bidkraften og antallet af tandkontakter faldt signifikant fra T0 til T1 og T2, men steg signifikant fra T1 til T4. I retentionsfasen var begge parametre tilbage på samme niveau som før behandlingen. Der var ingen signifikant smerte på noget tidspunkt i behandlingsforløbet. 

 

Therkildsen NM, Sonnesen L. Bite force, occlusal contact and pain in orthodontic patients during fixed-appliance treatment. Dent J 2022;10:14. https://doi.org/10.3390/dj10020014.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE